mandag den 23. december 2013

2013

Endnu engang er der gået flere måneder siden sidst, hold da op hvor er jeg en ringe blogger..
Men jeg synes godt at blogging kan blive for trivielt og kedeligt hvis man er studerende ligesom jeg, og det ikke ligefrem regner med interessante oplevelser flere gange om ugen. Så jeg har det bedst med at give jer en samlet opdatering over en længere periode engang i mellem, end at skrive hver evig eneste dag om totalt ligegyldige ting.
Der er sket en del siden sidst, gode såvel som dårlige.
Perioden fra maj til nu har, udover kærlighed, katte, smøger og vodka, budt på en overflod af koncerter og festivaler, hvilket ovenikøbet resulterede i en lille dans på scenen i bedste Courtney Cox stil med ingen andre end selveste Bruce Springsteen, selvfølgelig til tonerne af den yderst velkendte "Dancing in the Dark", en fantastisk Smukfest med min kæreste og svigerfar, der bød på ligeså fantastiske oplevelser, heriblandt Mew, Kashmir og selvfølgelig selveste Prince, hvis plektor jeg var så heldig at få, en sommer der stod på strandbesøg i massevis og ekstreme mængder citronvand, det årlige besøg til Roskilde Dyrskue men desværre ikke til festivalen, utallige besøg til Zoologisk Have og diverse andre dyreparker, både i ind- og udland, en studietur der ikke var specielt vellykket, men som jeg stadig ikke ville have været foruden (nye venskaber og søde drenge fra min klasse satte prikken over i'et), en 20 års fødselsdag der blev fejret med morgenmad på sengen og balloner i stuen, og hvis det ikke skulle gøre det, blev jeg da også overrasket af de mest fantastiske venner, der havde forvandlet stuen til en skov fyldt med grene, græskar og alkoholiske drikke, 18 års fødselsdag for min lillebror der endte i kaos for mig, da jeg fik fortalt at min elskede kat Emil var gået bort (disse informationer fik jeg i mens jeg var tæt på grænsen til udpumpning), forfærdelige byturer og for meget fastfood, en stille og rolig uge der bød på SSO for mig, mens min kærestes SRP uger var en anelse mere hektiske, en faglig hyggetur til Sønderjylland med mit NG hold, der både bød på morænelandskaber samt smeltevandssletter, en hyggelig gåtur ved vadehavskysten og et knapt så hyggeligt slagteribesøg, fulde nætter og jordbundsprøver i massevis og sidst men ikke mindst; nye venskaber!
Desuden er jeg også blevet udvalgt som Masterclass elev i NG, så engang i det nye år smutter jeg til altså til Island for at foretage geologiske undersøgelser, i kan tro at jeg glæder mig mere end et barn juleaften!
2013 blev faktisk også året, hvor jeg indså, at jeg ikke selv ville være i stand til at fortsætte kampen mod min depression på egen hånd, hvilket nok har været en af de bedste ting jeg har gjort for mig selv. Så selvom jeg alt for mange gange har ramt bunden i dette år, så har 2013 altså også budt på nogle af de bedste oplevelser indtil videre. Året er jo ikke slut endnu, og hvem ved,  måske er jeg vitterlig så heldig, at jeg vinder de 50.000 på min skrabejulekalender i morgen!
Eftersom det jo nærmest er blevet til en tradition når det gælder disse opsamlende indlæg, skal i da heller ikke snydes for "Året der gik i Instagram billeder" denne gang!
Men så vil jeg altså også tillade mig at smutte ned i det muntre køkken og hjælpe min kære moder med vaniljekransene, inden juletræet skal pyntes.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar