The land of hope and dreams

Det er lørdag morgen, klokken er 6 og alarmerne fra de to telefoner giver genlyd i teltet. Det er køligt, tidligt og som nogle vil sige, en smule sindssygt. Teltet bliver åbnet og to personer begynder så småt, med festivalstole og lidt proviant, at traske op i mod Orange Scene, igennem mudder, lyden af festlig musik, fulde mennesker og trætte festivalvagter. Dette er begyndelsen på noget, der for mig i hvert fald, endte med at blive den mest fantastiske og ubeskrivelige dag nogensinde. Lige siden min kæreste og jeg var nede i Berlin for at se ingen anden en selveste bossen, nemlig Bruce Springsteen, var det blevet fast besluttet at vi ville gøre næsten alt for at komme til at være forrest når han skulle spille på Roskilde. Og vores mission lykkedes i den grad, for da vi nåede til køen var der kun 5 foran os. Regnen begyndte så småt at sile ned, men intet kunne få vores nu lidt større kø til at miste modet. Dagen jeg havde troet ville blive lang, endte faktisk ud med at virke ganske kort, fordi der var så mange søde mennesker, og så mange sjove oplevelser og historier der blev delt. I løbet af dagen var der mange mediefolk og undrende mennesker der kom forbi, folk der synes det var helt hen i vejret at sætte sig i køen så tidligt, for helt ærligt, det var jo bare endnu en koncert ifølge dem. I takt med at timerne passere, steg spændingen og antallet af personer i den nu meterlange kø. Omkring klokken halv 8, halvanden time før koncertstart, blev vi endelig lukket ind i pitområderne, og min kæreste og jeg fik en rigtig god plads på første række, lige midt for scenen. Det værste hele den dag, var nok at vente den halvanden time inde i pitten, for alle folk var jo så spændte og mange begyndte at mase sig på. Jeg selv var utroligt følelsesladet, der var så mange følelser og tanker der kørte rundt, alt i mens jeg knugede mit skilt en smule hårdere, hvorpå jeg havde skrevet den sang jeg ønskede han spillede Endelig! Endelig begynder The E Street band at indtage scenen, og jublen vil ingen ende tage i blandt den overproppede festivalplads. Der hvor vi stod gik folk helt amok, og med tårefyldte øjne, jubelskrål og det plads jeg nu havde at bevæge mig på, gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at vise bossen mit skilt. Og det lykkedes. Der, i blandt tusinde af folk stod jeg måbende med mit lille skilt, alt i mens han pegede på mig og nikkede. Koncerten gik i gang, og han lagde ud med No Surrender. Det var vildt, det var ubeskriveligt og det var super surrealistisk at stå så tæt på en af klodens største rocklegender. Jo længere vi kom ind i koncerten, jo mere tvivl rejste der sig, havde han set mit skilt? Jeg begyndte at vifte lidt rundt med det igen, og endnu engang så han mig og pegede og nikkede. Og før jeg vidste af det, sagde han "Everybody, this is LAND OF HOPE AND DREAMS!!!" Tårene strømmede ned af mine kinder, jeg var så lykkelig. Jeg kunne ikke forstå at han havde valgt at spille den sang der af alle betyder mest for mig, den sang der fik mig til at åbne mine øjne endnu mere for hans musik, og den sang der fik mig til at flæbe som et lille barn første gang jeg hørte den, fordi teksten virkelig rører mig så langt ind i sjælen. Under den sang havde jeg virkelig meget kontakt med ham, og det rørte mig så dybt da han pegede ned på mig, med et udtryk af at hele hele nok skal gå, da han sang "and I'll stand by your side. You'll need a good companion, for this part of the ride"  Det var som om at vi havde en form for connection, som om han forstod hvor meget den sang betyder for mig, og som om han på en eller anden måde vidste hvilke ting jeg har været igennem og hvilke ting jeg går igennem. Som når man siger at en anden person kan læse en som en åben bog, for det føltes virkelig sådan. Da sangen (desværre haha) sluttede, viste jeg igen mit skilt som tak, og han smilede. Under det næste nummer, gik han endnu engang ned i blandt publikum, men denne gang i retning over mod vores pithalvdel. Jeg var tom for ord, da han i blandt de mange  febrilske hænder der prøvede på at få fat i ham, tager fat i min hånd, kigger mig i øjnene (endnu engang med et udtryk af at det hele altså nok skal gå) og smiler i mens han synger videre. De få sekunder han har min hånd knuget til sig føles som timer, og jeg har det som om jeg kan falde om hvert sekund fordi mit hjerte bare smadrer løs i min brystkasse. Koncerten fortsætter med en blanding af gamle klassikere og nye hits, og jeg sammen med mange af de tusinde fremmødte, er helt fortryllet af noget der uden tvivl er og bliver årets koncert for de fleste. Klokken nærmer sig midnat, og den 3 timers korte koncert (for det føltes slet ikke som 3 timer!) lakker mod sin ende. Efter der på stribe er blevet spillet fire af de meget kendte klassikere som alle kan skråle med på, bliver der fyret op med Beatles nummeret "Twist & Shout", som en enestående finale på en helt igennem fantastisk koncert! Lige efter hele bandet har bukket og nejet som der jo i blandt mange musikere er skik for, kigger Bruce igen på mig og sender et lille lufkys, inden han sammen med resten af bandet og de mange festivalgængere forsvinder ud i den halvlune danske sommernat.

  

trends..

Ja, nu er jeg også blevet revet med af formspring-trenden.. Egentlig så syntes jeg, at det ikke er helt gennemtænkt det med, at man kan skrive annonymt, fordi der er så mange der udnytter hjemmesiden til mobning og trusler. Men.. Hvis man nu ser bort fra alle de negative ting, så virker det faktisk meget spændende, at folk kan spørge en om alt muligt mellem himmel og jord. Og desuden kan man jo selv sætte grænsen, og lade være med at svare på de alt for personlige spørgsmål.
Så, jeg opfordrer jer på det kraftigeste til at stille mig en masse spørgsmål, det kunne være sjovt. www.formspring.me/knusification :D

Der er sket en del i mit liv, jeg har bare ikke haft overskud til at skrive om det.
Men, som i alle, eller de fleste nok ved, så har jeg gået i 1.C på Odsherred Gymnasium siden sommerferien. Men jeg har valgt at tage 1.g om, da jeg kunne mærke på mig selv, at det ikke gik mere. Ikke grundet min klasse, for 1.c er altså nice, men på grund af, at jeg har haft så meget fravær.. Jeg har måske set lidt for let på det fact, at det altså ikke længere er folkeskolepjat, men faktisk niveauet over. Mit svage "nu tager jeg mig altså sammen" gen har simpelthen ikke opfattet alvoren i gymnasiet, og til sidst kunne jeg bare ikke følge med. Det har været en stor bestlutning for mig, men jeg er glad for at jeg har fået lov til at få en chance til. Så jeg starter i 1.d efter sommerferien, og jeg er meget spændt på at se, hvordan det kommer til at gå.

I dag skal jeg ned i den lokale fakta til jobsamtale, det går jo ikke at jeg bare dovner den af helt til august, men det er også fint nok, så kan jeg få tjent nogle penge, og måske får købt bare halvdelen af alle de ting jeg ønsker mig, haha.

Hov, det var jeg lige ved at glemme. På torsdag skal jeg til Kill Hannah for tredje gang, og My Passion skal være opvarmningsband, igen, det bliver bare SÅ fedt! Især når jeg skal følges derind med super dejlige mennesker!

Kærlige solskinsforårsknus herfra.