The unseen photos

Som jeg lovede, så vil jeg nu vise et af mine seneste køb frem. Nu har jeg efterhånden ønsket mig denne bog i lang tid, og da jeg endelig fandt den til en rimelig pris på nettet, kunne det ikke gå hurtigt nok med at bestille den. Jeg er helt vild med alle de fantastiske billeder bogen gemmer på, den er jo propfyldt med inspiration på alverdens måder! Som i kan se, har jeg taget lidt billeder af nogle billeder, så i kan se et par af de mange lækkerier bogen indeholder.

The land of hope and dreams

Det er lørdag morgen, klokken er 6 og alarmerne fra de to telefoner giver genlyd i teltet. Det er køligt, tidligt og som nogle vil sige, en smule sindssygt. Teltet bliver åbnet og to personer begynder så småt, med festivalstole og lidt proviant, at traske op i mod Orange Scene, igennem mudder, lyden af festlig musik, fulde mennesker og trætte festivalvagter. Dette er begyndelsen på noget, der for mig i hvert fald, endte med at blive den mest fantastiske og ubeskrivelige dag nogensinde. Lige siden min kæreste og jeg var nede i Berlin for at se ingen anden en selveste bossen, nemlig Bruce Springsteen, var det blevet fast besluttet at vi ville gøre næsten alt for at komme til at være forrest når han skulle spille på Roskilde. Og vores mission lykkedes i den grad, for da vi nåede til køen var der kun 5 foran os. Regnen begyndte så småt at sile ned, men intet kunne få vores nu lidt større kø til at miste modet. Dagen jeg havde troet ville blive lang, endte faktisk ud med at virke ganske kort, fordi der var så mange søde mennesker, og så mange sjove oplevelser og historier der blev delt. I løbet af dagen var der mange mediefolk og undrende mennesker der kom forbi, folk der synes det var helt hen i vejret at sætte sig i køen så tidligt, for helt ærligt, det var jo bare endnu en koncert ifølge dem. I takt med at timerne passere, steg spændingen og antallet af personer i den nu meterlange kø. Omkring klokken halv 8, halvanden time før koncertstart, blev vi endelig lukket ind i pitområderne, og min kæreste og jeg fik en rigtig god plads på første række, lige midt for scenen. Det værste hele den dag, var nok at vente den halvanden time inde i pitten, for alle folk var jo så spændte og mange begyndte at mase sig på. Jeg selv var utroligt følelsesladet, der var så mange følelser og tanker der kørte rundt, alt i mens jeg knugede mit skilt en smule hårdere, hvorpå jeg havde skrevet den sang jeg ønskede han spillede Endelig! Endelig begynder The E Street band at indtage scenen, og jublen vil ingen ende tage i blandt den overproppede festivalplads. Der hvor vi stod gik folk helt amok, og med tårefyldte øjne, jubelskrål og det plads jeg nu havde at bevæge mig på, gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at vise bossen mit skilt. Og det lykkedes. Der, i blandt tusinde af folk stod jeg måbende med mit lille skilt, alt i mens han pegede på mig og nikkede. Koncerten gik i gang, og han lagde ud med No Surrender. Det var vildt, det var ubeskriveligt og det var super surrealistisk at stå så tæt på en af klodens største rocklegender. Jo længere vi kom ind i koncerten, jo mere tvivl rejste der sig, havde han set mit skilt? Jeg begyndte at vifte lidt rundt med det igen, og endnu engang så han mig og pegede og nikkede. Og før jeg vidste af det, sagde han "Everybody, this is LAND OF HOPE AND DREAMS!!!" Tårene strømmede ned af mine kinder, jeg var så lykkelig. Jeg kunne ikke forstå at han havde valgt at spille den sang der af alle betyder mest for mig, den sang der fik mig til at åbne mine øjne endnu mere for hans musik, og den sang der fik mig til at flæbe som et lille barn første gang jeg hørte den, fordi teksten virkelig rører mig så langt ind i sjælen. Under den sang havde jeg virkelig meget kontakt med ham, og det rørte mig så dybt da han pegede ned på mig, med et udtryk af at hele hele nok skal gå, da han sang "and I'll stand by your side. You'll need a good companion, for this part of the ride"  Det var som om at vi havde en form for connection, som om han forstod hvor meget den sang betyder for mig, og som om han på en eller anden måde vidste hvilke ting jeg har været igennem og hvilke ting jeg går igennem. Som når man siger at en anden person kan læse en som en åben bog, for det føltes virkelig sådan. Da sangen (desværre haha) sluttede, viste jeg igen mit skilt som tak, og han smilede. Under det næste nummer, gik han endnu engang ned i blandt publikum, men denne gang i retning over mod vores pithalvdel. Jeg var tom for ord, da han i blandt de mange  febrilske hænder der prøvede på at få fat i ham, tager fat i min hånd, kigger mig i øjnene (endnu engang med et udtryk af at det hele altså nok skal gå) og smiler i mens han synger videre. De få sekunder han har min hånd knuget til sig føles som timer, og jeg har det som om jeg kan falde om hvert sekund fordi mit hjerte bare smadrer løs i min brystkasse. Koncerten fortsætter med en blanding af gamle klassikere og nye hits, og jeg sammen med mange af de tusinde fremmødte, er helt fortryllet af noget der uden tvivl er og bliver årets koncert for de fleste. Klokken nærmer sig midnat, og den 3 timers korte koncert (for det føltes slet ikke som 3 timer!) lakker mod sin ende. Efter der på stribe er blevet spillet fire af de meget kendte klassikere som alle kan skråle med på, bliver der fyret op med Beatles nummeret "Twist & Shout", som en enestående finale på en helt igennem fantastisk koncert! Lige efter hele bandet har bukket og nejet som der jo i blandt mange musikere er skik for, kigger Bruce igen på mig og sender et lille lufkys, inden han sammen med resten af bandet og de mange festivalgængere forsvinder ud i den halvlune danske sommernat.

  

born in the usa

Her forleden dag gik jeg lige amok med kamera, læbestift, lp og min amerikanske bikini.
Som sagt har min kæreste og jeg jo bestilt en masse lp'er med Bruce Springsteen. Alle er blevet sendt,
de første er ankommet. Som en slags fornyelse her på bloggen vil jeg gerne vise jer de forhåbentlig spændende og interessante ting jeg køber, og her har jeg så valgt en lidt alternativ måde måske til at vise en af mine nye lp'er frem,
nemlig Born in the USA, som i kan se på billederne herunder.

Signs of a new beginning.

Hr. Kat Café Noir

Åh, mit humør er pludselig helt i top. Mon det skyldes de spirende vintergækker der giver løfter om at det snart er forår?
De bærer i hvert fald noget af skylden. Men udover det har jeg bare haft en hyggelig måned, der mest har bestået af kærestehygge, nr 40 og en masse hygge på Pers værelse, forholdsvis dyr te, cup noodles, Hr Kat Café Noir og en gang i mellem Oscar, vandtårnet, fest, alkohol og masser af lækker mad, som mor jo står for. Hvor er det dejligt at være flyttet hjem igen, så længe det varer haha! I går var min mor og jeg en tur oppe i kulturhuset for at snakke med en studievejleder, og han var faktisk til en stor hjælp! Jeg troede jo at man kunne tage en fotograf uddannelse i Roskilde, men det tætteste er så Kastrup, hvilket ikke gør noget. Det bliver lidt hårdt pludselig at skulle bo i København når størstedelen af dem jeg har aller kærest bor så langt væk, men heldigvis bor min mormor og morfar i Dragør! Desværre er det er jo ikke sikkert at jeg kommer ind, for det er rigtig svært når man ikke har en læreplads, og de er ikke så lette at skaffe.

Da vi var færdige med at snakke med ham, tog min mor og jeg ind på biblioteket. Jeg har ikke været der i rigtig lang tid, og hold da op der er blevet bygget om! Men det var rigtig hyggeligt, jeg lånte et par dejlige bøger om universet, vejret og de danske skove. Jeg elsker at have sådan en form for viden, det er så spændende!I dag skal jeg med min kæreste hjem til hans bedste ven, og det plejer at være meget hyggeligt. Så kan jeg måske også få set lidt skins, det har jeg altså savnet en del.

Winter wonderland

Billeder jeg har taget denne vinter

There's not much difference between winter and summer.

Årh damn, jeg kan ikke lade være med at være glad når det sner, men alligevel føler jeg mig nogengange så kold og så ensom, selv i en verden hvor jeg faktisk har alt det, jeg kunne ønske mig ligenu. Sommeren nærmer sig med tunge skridt, dagene bliver længere, og stadig bliver vejret koldere og koldere. Mit forhold til vinteren har altid været blandet, men jeg er, som i nok har fundet ud af, en af de personer der syntes, at en hvid vinter er en hel del pænere end en brun og kedelig en. Ja, sne er koldt, men det er vinteren også, det ville være lidt underligt hvis sneen var varm, når temperaturen hviler på den anden side af 0. Om vinteren længes vi efter sommer, og på de alt for varme sommerdage, længes vi efter den kolde sne. Sådan vil det nok altid være. Derfor hælder jeg nu mest til de årstider, der ligger i mellem, for der er det hverken for varmt, eller for koldt. Men ja, jeg glæder mig til sommeren, ligeså vel som jeg glæder mig til vinteren når det er sommer. 

Endelig er det blevet fredag, og det betyder: Ingen skole i morgen. Det er dejligt, og for en gangs skyld skal jeg intet lave i dag, det er faktisk rigtig rart, lidt kvalitetstid med mig selv og en god bog, det er ikke noget jeg siger nej til, hvis der selvfølgelig er tid til det. Og tomatsuppe til aftensmad, se, endnu et plus ved vinteren er de mange supper der bliver serveret. Ligesom at is er et plus ved sommeren. Mhmm, is i store mængder, det er umuligt ikke at lade sig friste.
Tjaaa, jeg har egentlig ikke så meget mere at sige ligenu, men jeg har da fået taget et par billeder, som jeg også vil poste(:
See ya.

-And just to mention: Dette indlæg er for Flugelhorn, der så gerne vil have at jeg poster flere blogs :')