Wow tænker jeg.. Tænk at der er så meget i en enkelt persons liv, der kan gå galt.
Mit humør er ikke helt i top for tiden, på trods af at det er december, årets dejligste måned. Det skyldes en del ting, som jeg vil prøve at formulere her.Jeg sidder her i min seng og tænker. Jeg tænker på hvordan mit liv så ud sådan cirka på denne tid af året, bare sidste år i stedet for nu. Det er faktisk rimelig tit at jeg buster mig selv i at blive temmelig oprørt over fortiden. Fordi.. At for bare et år siden, så mit liv nogenlunde perfekt ud. I skolen gik det godt, jeg gik i en rigtig god klasse med mange dejlige mennesker, jeg var nyforelsket, der var ingen problemer med min daværende plejefamilie, mine forældre snakkede jeg rigtig godt med og det gik bedre med mine venner.
Og det eneste af de overstående ting der går godt nu, er forholdet mellem mine forældre og mig. Som i nok alle ved, så restartede jeg på gym tidligere i år. Og hold da helt op for en drama klasse jeg er kommet i! Man skulle tro at alt det folkeskole pis med kliker og "se mig, se mig, JA SE MIG" var et overstået kapitel når man startede på gym, men der tog jeg da fejl.. Jeg kan slet ikke overskue det med alle de problemer jeg har i forvejen, så derfor har jeg snakket med min rektor og fået lov til at holde pause indtil januar. Jeg vil gerne gymnasiet, men ærligtalt så tror jeg ikke at jeg kan klare det. Ikke når jeg er så følelsesmæssigt ustabil, jeg kan slet ikke få styr på mig selv. Alt falder fra hinanden, alting har bare ændret sig så meget, og først nu kan jeg se skaden af de beslutninger jeg har taget tidligere på året. Og desuden hjælper bierne ikke ligefrem på situationen..
Hvis jeg dog bare kunne få ét ønske..
Jeg er heller ikke i plejefamilie mere.. Det er en meget lang historie, men grundet en del ting har jeg kun været i stand til at føle vrede og had over for dem, igennem en meget lang periode.
Men nu hvor jeg er kommet forbi den fase, har jeg indset hvor meget jeg egentlig savner dem, og hvor meget jeg rent faktisk behøver dem. Desværre bliver tingene aldrig som før, og jeg er ikke sikker på om tilliden nogensinde kan bygges op. Jeg har virkelig grædt mange tårer over alt hvad der er sket. Jeg kan ikke komme videre, jeg kan ikke slippe fortiden. Jeg kan bare ikke acceptere den drejning mit liv har taget. Det gør så ondt, jeg savner virkelig fortiden, og hver gang jeg lukker mine øjne, ønsker jeg bare at alt er ved det gamle når jeg åbner dem igen.
Jeg ved godt at jeg altid plejede at sige, at man ikke skal leve i fortiden.. Og gid jeg dog kunne slippe væk, men det er virkelig svært.
Alting er forandret, selv de mennesker jeg holder allermest af har forandret sig. Og jeg er bare ikke klar til at give slip på alle de ting, som de har givet slip på.. Det føles som om at jeg ikke rigtig passer ind mere.. Lige meget i hvilken en retning jeg vender mig i, føler jeg at folk, selv dem jeg troede var mine venner, sender mig det der "grow up, get over yourself" blik.. Og det er svært at de ikke bare kan acceptere mig som den jeg er længere.
Jeg føler mig så magtesløs.. Så... Ligegyldig.. Som en ting der bare er der, en ting der ikke tager skade af at blive sparket og trampet lidt på. Men jeg tager skade. Og nogle gange er det faktisk de mindste ting der kan sætte de største ar på sjælen..
Det er de færreste folk der kender mig rigtigt, men dem der gør, ved hvad jeg har gennemlevet i de sytten år jeg har levet. Mit liv har ikke altid været en dans på roser, og det gør ondt, når de folk der kender til min "historie" bare lader mig ligge på den kolde og hårde jord... Forvirret, såret og fortabt..
Hmm, det havde jeg jo helt glemt. Tak for information om galla. Ikke at det betød noget nu når jeg havde brugt de penge jeg egentlig ikke havde på udstyr, nej nej. Men det er altid rart at føle sig ligegyldig og glemt, ja det er da noget af det bedste..
Jeg undskylder hvis det hele er lidt rodet og forvirrende, men klokken er 02:02. Jeg følte bare en træng til at komme ud med det.. Den træng har jeg haft længe..

Bare lidt hygge julebilleder i en ellers deprimerende tid.